Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mellervangskolen - Skæv, skøn og skabende
Mobil menu

DELTA

Hvad er en DELTA-klasse?

 

DELTA-klasser i Aalborg Kommune er en ny måde at danne skoleklasser, hvor distriktsbørn og børn med autisme eller autismelignende vanskeligheder går i samme klasse, og indgår med lige deltagelsesmuligheder i det samme læringsfællesskab.

En høj grad af struktur, forudsigelighed og voksenstøtte sikrer, at alle børnene kan deltage og trives i klassefællesskabet. Klasserne vil fra opstarten bestå af 12 børn fra skoledistriktet og 4 børn med autisme eller autismelignende vanskeligheder, der har udfordringer inden for socialt samspil, forestillingsevne og kommunikation.

Når vi sætter børnene sammen på denne måde, viser forskning, at det er til gavn for alle. Børn med specialpædagogiske behov får mulighed for at indgå i læringsfællesskaber, hvor de kan udvikle en stærk faglighed og få styrket deres sociale kompetencer. Hele klassen får mulighed for at opleve fordelene ved at være forskellige og anerkende hinandens forskelligheder som en styrke.

 

DELTA står for:

Deltagelse for alle

Ens fremfor forskellige

Læring i fællesskab

Tryghed i skolelivet

Ambitiøs på alles vegne

 

DELTA-klassens værdisæt

Det grundlæggende værdisæt, som alle omkring DELTA-klasser arbejder ud fra er:

Alle børn gør det godt, hvis de kan

Alle har mod på at deltage i verden

Alle børn har ret til deltagelse i fællesskaber, hvor de lærer og trives

Hvis børn ikke lærer på den måde, vi underviser, må vi undervise dem på en måde, så de lærer

 

Hvordan omsættes værdisættet i praksis?

Børnene mødes af voksne, som har fokus på struktur, tydelighed, tryghed og positive relationer. I opbygningen af skoledagen er der fokus på at skabe læringsfællesskaber, hvor alle børn kan lære og udvikle sig sammen fagligt, personligt og socialt. De voksne møder børnene med tankegangen, at det er de voksne, der skal tilpasse sig børnenes lærings- og trivselsmæssige behov.

Undervisningen tilrettelægges ud fra en kombination af almen- og specialpædagogiske principper, hvor fokus er på fællesskabet og det enkelte barns deltagelse. Undervisningen er tilrettelagt ud fra en differentieret tilgang under hensyntagen til det enkelte barns behov. Der er fokus på at tage afsæt i børnenes styrker og interesser i læring og leg.

Hvordan er dagligdagen i DELTA-klassen?

Vores mål med den pædagogiske tilgang i DELTA er, at alle børn skal have det godt individuelt og med hinanden. Det betyder, at dit barn vil have sin skolegang i en struktureret og forudsigelig hverdag, hvor vi bruger visuelle støttesystemer, metoder til selvregulering, kontakt og kommunikation, samt arbejder for at etablere gode overgange og muligheder for pauser i løbet af dagen.

I en DELTA klasse er der altid to voksne på i alle undervisningstimer.

De voksne omkring klassen arbejder sammen om at opnå en fælles forståelse og tilgang til alle børn. Klasselokalet er indrettet, så det giver mulighed for at imødekomme børnenes behov for et struktureret, trygt og forudsigeligt læringsmiljø. I DELTA-klasserne bliver dit barn undervist af voksne med særlig viden om autisme. De underviser og forbereder sig sammen, og der er hele tiden to voksne til stede i klassen.