Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mellervangskolen - Skæv, skøn og skabende
Mobil menu

Til forældre

Til Forældre Forældrenes rolle i at fremme trivsel og stoppe og forebygge mobning. Som forælder kan du spille en væsentlig rolle - både hvad angår at forebygge og stoppe mobning. Vær en rollemodel for dit barn. Tænk over, hvordan du selv omtaler de andre børn, deres forældre og klassens lærere (skolen). Det smitter. Klassens forældreråd kan også gøre mange forebyggende tiltag. Forældrerådet vil typisk være tovholder på det trivselsarbejde, der ikke foregår i skoletiden. På Mellervangskolen arbejder vi med “Fællesskaber for alle-forældre gør en forskel”, hvor vi forventer, at alle forældre deltager for at arbejde med klassens trivsel. Trivsel er alles ansvar. Sådan er du som forældre med til at stoppe mobning og fremme trivsel. ➢ Tal med dit barn om, hvad der foregår. Lyt til barnets oplevelser. ➢ Kontakt den primære lærer og fortæl om din bekymring. ➢ Tal med læreren om, hvordan klassen kan få hjælp. Spørg ind til, hvad skolen kan tilbyde af særlig ekspertise som eksempelvis en inklusionsvejleder, trivselslærer/pædagog, SSP-medarbejder eller sundhedsplejerske. ➢ Informér klassens forældreråd og tag initiativ til et ekstraordinært forældremøde, hvor problemet tages op i samarbejde med skolen. Sæt fokus på, hvordan I kommer mobningen til livs hen over de følgende måneder.

➢ Gør det tydeligt, hvad der er skolens ansvar, og hvad I kan gøre som forældregruppe og hver især. Tal dagligt med dit barn om, hvordan det går, og vær i tæt dialog med de andre forældre og klasselæreren. Sådan er du som forældre med til at forebygge mobning og fremme trivsel. Mobning er lettere at forebygge end at stoppe. Som forælder spiller du en vigtig rolle i at forebygge mobning i dit barns klasse. Her får du 5 gode råd til, hvordan du gør: ➢ Tal pænt om de andre børn, de andre forældre og lærere og pædagoger i dit barns påhør. ➢ Lær alle navne på børnene i dit barns klasse. Brug et klassebillede og tal med dit barn om, hvem de andre børn er. Hjælp dit barn med at finde positive egenskaber ved de andre børn. ➢ Prioritér at deltage i klassearrangementer og forældremøder. Vær god til at opsøge forældre, du ellers ikke plejer at tale med. Vær nysgerrig og anerkendende over for andre forældres holdninger. ➢ Støt dit barn i at lege med/være sammen med forskellige klassekammerater. Det kan betale sig at gøre en ekstra indsats for at få legeaftaler med dem, dit barnet ikke ’plejer’ at lege med. ➢ Spørg ind til, hvad der er sket, hvis dit barn er ked af det. Anerkend dit barns følelser, men hjælp også ham eller hende med at tænke over, om andre børn kunne have oplevet tingene på en anden måde. - Tag godt imod nye forældre. Hvad kan forældre gøre for at hjælpe børnene til gode digitale vaner. Mobiltelefoner, internet og sociale medier er kommet for at blive. Det betyder, at fællesskabet på Facebook, i online spil og på andre sociale medier, er blevet mindst lige så vigtigt for børn og unge som fællesskabet i idrætshallen, på legepladsen etc. Der kan være mange faldgruber på nettet, og meget som man har svært ved at overskue og helt greje konsekvenserne af. Derfor er det mere nødvendigt end nogensinde, at børn tidligt lærer om god stil på sms, chat og nettet, så barnet kan trives og færdes trygt i den digitale verden. Selvom dit barn måske ved mere om de nye medier, er det dig som forælder, der har erfaring og overblik over, hvordan man omgås andre. Orienter dig, vis interesse, vær nysgerrig og lær sammen med dit barn.

Vis interesse og involvér dig i dit barns digitale liv på sms og internettet. Stil spørgsmål til, hvor dit barn færdes på nettet. Tal eksempelvis om, hvor hurtigt eller langsomt man skal svare på en besked, hvem man skriver sammen med, og hvad der er OK at chatte om. Tal åbent om mobilens og internettets positive og negative sider. Internettet giver adgang til en verden af viden og masser af sjov og leg. Men man kan som barn også støde på billeder, film eller beskeder, der er svære at forholde sig til. Lav en aftale om, at dit barn altid kan komme til dig, hvis han eller hun oplever noget ubehageligt. Det er let at misforstå hinanden, når man sender beskeder. Tal derfor med dit barn om, at man kun skal skrive ting, man også ville sige ansigt til ansigt. Og at det kan være en god idé at bruge smileys og emojis for at vise, at en besked er venlig ment – dog skal man være opmærksom på, at smileys ikke altid fortolkes ens. Nettet efterlader spor. Gør barnet opmærksom på, at digitale spor, i form af eksempelvis billeder eller tekst, kan blive liggende på nettet – også selv om man ikke bryder sig om det. Vær opmærksom på at dele billeder. Lav aftaler om, at barnet aldrig må sende billeder af sig selv eller af sine kammerater til fremmede personer. Og at man altid skal spørge, før man lægger billeder på nettet af andre. Gør det også klart, at barnet ikke må mødes med personer, han eller hun har mødt på nettet, uden at fortælle dig om det først. (Kilde: Børns vilkår).